DGI gymnastik tager navneforandring
DGI gymnastik skifter officielt navn til DGI gymnastik og fitness. »Det nye navn afspejler virkeligheden. Vi rummer både gymnastik og fitness,« forklarer Dorte With, formand for DGI gymnastik og fitness.
Måske har du allerede bemærket, at DGI gymnastiks grafiske look har ændret sig, og at navnet er blevet længere...Nu er fitness også kommet med.
Nemmere at kommunikere
Der var engang, hvor DGI’s udvalg inden for gymnastik stod bag kurser, uddannelserog stævner for gymnaster og kun gymnaster. Men så kom fitnessbølgen, og i de seneste ti år har DGI gymnastik stået bag flere og flere tilbud til fitnessfolket med conventions, events, kurser, studieture og uddannelser.
Derfor ændres navnet til DGI gymnastik og fitness.
»Det nye navn afspejler virkeligheden. Vi rummer både gymnastik og fitness, og det vil vi gerne signalere tydeligt. Det gør det nemmere at kommunikere med målgrupperne,« forklarer DGI gymnastik og fitness’ formand, Dorte With.
Nyheder på vej
De opgaver, udvalgene under gymnastik og fitness arbejder med, bliver der dog ikke pillet ved.
»Indholdsmæssigt er det ikke en revolution, for på indholdssiden har vi været med fremme længe – vi etablerede for eksempel de første foreningsbaserede træningscentre, der siden er blevet til Foreningsfitness, og vi var de første på banen med en pilatesuddannelse,« fortæller Dorte With.
Samtidig afslører hun, at der er flere nyheder på vej inden for fitness- og sundhedsområdet. Blandt andet efterfødselstræning og hard coretræning.
Opdateret 1. maj 2012 Af Marie GaardenEjer: DGI Gymnastik & Fitness